Nicaragua
Retten til jorden
Rama-indianerne på Nicaraguas Atlanterhavskyst er truede, fordi de mangler skøde på deres territorium. Et IBIS-støttet projekt opmåler jorden, kortlægger de oprindelige folks levevis og undersøger mulighederne for at hindre bønder, jordspekulanter, kvægavlere og illegale tømmerfirmaer i at invadere området. Med et skøde kan rama-indianerne forhandle med regeringen og føre retssager mod folk, der ulovligt bosætter sig i området.
“Det er et kapløb med tiden. Spørgsmålet er, om rama-indianerne når at få et skøde på deres territorium, inden deres jord er så invaderet, at et skøde bliver politisk umuligt,” siger den amerikanske geograf Jerry Riverstone, der koordinerer feltarbejdet. Siden 2004 har IBIS støttet rama-indianernes bestræbelser på at få anerkendt territoriet, da det er afgørende for deres overlevelse.
Officielt anerkendes rama-indianernes rettigheder og myndighed i en lov fra 2002, der fastslår, at oprindelige folk har ret til den jord, som de traditionelt har forvaltet og er afhængige af. Men loven overtrædes uden sanktioner, og ramaindianerne mister stadig mere jord. Omkring 30.000 personer – primært bønder, der afbrænder regnskoven til fordel for kortsigtet kvægavl eller videresalg af jorden – bor i deres territorium. Ramaerne kræver langtfra alle smidt ud, men vil standse landbrugets fremmarch.
“Rama-folkets kultur, levevis og overlevelse afhænger af naturen. Det er ikke første gang, at rama-indianerne gør krav på dets jord, men nu har vi en lovgivning, der bakker os op. Jeg forventer, at vi får skøde på territoriet i løbet af tre-fem år," siger rama-leder Sebastián McCrea.
Kontakt
IBIS Central America
19 Ave. 0-89, Zona 15
Colonia Vista Hermosa II
Ciudad de Guatemala
Guatemala
Phone: (+502) 23 697 776
Fax: (+502) 23 697 775
Email: ibis@ibis.org.gt
Web: www.ibisca.org