Pressemeddelelser Artikler og debat IBIS-Posten IBIS-fokus Til/Afmeld Nyhedsbreve

Valgobservatør i Ghana

Af Morten Søgaard , 20. maj 2009

Printversion Printversion

Tålmodigt venter de på en lang række, der snor sig rundt om det enorme baobabtræ, hvis krogede, nøgne grene ikke kaster meget skygge her i middagsheden. Kvinderne er i farvestrålende klæder, mange med børn på ryggen eller ved hånden. Mændene knapt så farvestrålende, men mange er klædt i traditionelle silkekjortler, der symbolisere dagens festlige begivenhed. Vi befinder os på et valgsted i det nordlige Ghana, i byen Wale Wale under valget i december 2008.

 Foto: Morten Søndergaard


Foto: Morten Søndergaard

I løbet af dagen har jeg, som en del af et valgobservatørhold, kørt hundredvis af kilometer for at dække et så stort område som muligt. Firehjulstrækkeren er påklistret gule slogans, hvor der står: ’Election 2008: Ballots not Bullets - Be the Peace’. Sådan lyder navnet på kampagnen, som IBIS projektet WAHRD (West Africa Human Rights and Democratization Project) støtter.

Besøg på valgsteder langt fra hovedvejen
Vi besøger 12-14 valgsteder i landområderne nordvest for Wale Wale, og selv i de mindste landsbyer er der stemmebokse og repræsentanter fra den nationale valgkommission og fra de forskellige partier. Det virker imponerende organiseret, og stoltheden fra både officials og borgerne er ikke til at tage fejl af.

Praktikken gav ny indsigt
I efteråret 2008 var jeg i praktik hos IBIS i Ghana. Det var en stor oplevelse, der gav mig en enestående mulighed for at indgå i og se forskellige sammenhænge.

Under praktikopholdet fik jeg muligheden for at stifte bekendtskab med et andet og måske mindre eksponeret projekt i IBIS-familien. Før min ankomst til Ghana havde jeg ikke hørt om WAHRD, og en af årsagerne er måske, at projektet i høj grad er bundet op omkring partnerskabssamarbejde, og at IBIS derfor alene er repræsenteret ved Janet Mohammed, som er projektets leder.

Valgobservatør i et internationalt korps
Jeg blev introduceret til WAHRD-projektet, og fik en enestående mulighed for at være en del af et internationalt valgobservatørkorps med repræsentanter fra partnerorganisationer fra en række vestafrikanske lande.

WAHRD er opbygget omkring tre samarbejdspartnere: FOSDA, MFWA og WANEP (se faktaboks), der hver især konstituerer en del af projektet.

Universielt tese: konflikter er lettere at forebygge end at helbrede
Grundlæggende arbejder WAHRD og de tre partnerorganisationer ud fra den tese, at konflikter er lettere at forebygge end at helbrede. Dette giver sig for eksempel udtryk i form af et ”Early Warning System” (tidlig varsel), som WANEP har været med til at implementere under ECOWAS (Economic Community of West African States)*. Systemet fungere som en database, hvor organisationer kan indberette overtrædelser og brud på menneskerettigheder.

I forbindelse med valget stod WAHRD og partnere for organisering af kampagnen ”Election 2008: Ballots not Bullets- Be the Peace”, hvor bl.a. omkring 70 valg- og fredsobservatører blev uddannet til at varetage og observere i lokalsamfundene før og under valget.

Brug af alle medier
Endvidere afholdt de pressekonferencer og udsendte radioprogrammer for at promovere kampagnen og satte fokus på myndighedernes rolle - for eksempel ved at understrege politiets rolle som neutral aktør som en vigtig del af et succesfuldt valg.

En del af WAHRD's strategi er at lægge pres på myndighederne og holde dem til ansvar for eksempel i forbindelse med afholdelsen af valg. Dermed bliver projektets konklusioner en ledetråd i forhold til good governance, altså i hvor høj grad et valg foregår frit og demokratisk.

Således har IBIS været med til at sætte sit aftryk på et, på mange måder, epokegørende valg i Ghanas historie, som efterfølgende har vist sig forbilledligt for andre afrikanske demokratier.

Fakta

WAHRD: West Africa Human Rights and Democratization Project
• Et treårigt udviklingsprojekt påbegyndt i 2006.
• Projektet søger at få civilsamfundsorganisationer i Vestafrika involveret i et netværk, hvor viden og læring om menneskerettigheder og demokrati kan udveksles. Men altså også mere handlingsorienterede tiltag som fx uddannelse af valgobservatører.

FOSDA: Foundation for Security Development in Africa www.fosda.net/
• FOSDAS's programmer og aktiviteter søger at sikre vedvarende løsninger på konflikter. Fokus er rettet mod: Good Governance, økonomisk empowerment og en generel løsningsorienteret tilgang til væbnede konflikter.
• FOSDA er endvidere medlem af WANSA  - West Africa Action on Small Arms
• Desuden er FOSDA involveret i forskningsprogrammer og undervisning i såvel sikkerhed som generel udvikling i Vestafrika. Fokus er rettet mod at tilbyde et forum for civilsamfundet for derigennem er nå folk på græsrodsniveau.

MFWA: Media Foundation for West Africa www.mediafound.org/
 • MFWA blev grundlagt i 1997 med det formål at forsvare pressefriheden og i en bredere sammenhæng søge at udvide grænserne for ytringsfrihed i hovedsageligt Vestafrika.
• Organisationen er en uafhængig regional NGO hjemhørende i Ghana, med deltagelse i et netværk af 17 afrikanske lande hovedsageligt fra Vestafrika. Organisationen indhenter bl.a. informationer omkring brud på menneskerettighederne og vold mod journalister.

WANEP: West Africa Network for Peace Building www.wanep.org/
 • Organisationen blev grundlagt i 1999 med det formål at opbygge et samarbejde mellem civilsamfundsgrupper i Vestafrika på tværs af landegrænser. Netværket omfatter over 380 lokale og nationale organisationer med fokus på fred og sikkerhed.
• WANEP søger aktivt at påvirke deltagerne til kritisk at tage del i opbygningen af respekten for menneskerettighederne og retfærdighed.

* ECOWAS var oprindelig en økonomisk organisation, men har de senere år påtaget sig politiske opgaver, når det gælder konfliktløsning og interventioner.

Artiklen bygger på samtaler med projektets leder Janet Adama Muhammed samt oplevelser som valgobservatør i forbindelser med første valgrunde 7. December 2008.

Læs mere om valget i Ghana

Tilbage