DR besøger IBIS-projekt i Mozambique
Tirsdag den 24. november besøgte DR1 IBIS-projektet De Glade Børn i Mozambique, som er et fritidshjem for udsatte børn. Udsendelsen er en del af DR's opfølgning på, hvad pengene fra den store Danmarks Indsamling er gået til.

Foto: Jonatan Jerichow (STV)
Børnene myldrer livligt omkring os, da vi besøger fritidshjemmet ”Criança Feliz” i udkanten af Mozambiques vildtvoksende hovedstad Maputo. Navnet betyder ”glade børn”, og selv om nogle få af børnene virker lidt forknytte, så er langt de fleste åbenlyst glade for at være netop her.
Børnene, der kommer på Crianca Feliz, er vant til en hverdag med tunge pligter. Nogle tager sig af syge eller døende familiemedlemmer og yngre søskende. Over halvdelen er forældreløse. En del af børnene kommer fra familier ramt af hiv/aids. Andre har været udsat for vold og seksuelt misbrug. De fleste af børnenes familier, eller plejefamilier, er meget fattige.
”Vi bruger meget tid på at opbygge deres og forældrenes tillid til os,” siger Cecilia, som leder af Crianza Feliz, der kan sammenlignes med et dansk fritidshjem. ”For de fleste af børnene stoler ikke på de voksne, når de kommer her. De er vant til at blive slået og kostet rundt med,” siger hun.
Mere end 100 børn kommer dagligt på centret efter skole for at tage del i de forskellige aktiviteter, fritidshjemmet tilbyder. De kan også få et måltid mad og blive efterset af en sygeplejerske og hjulpet til medicinsk behandling, hvis det er nødvendigt. Fritidshjemmet har også en psykolog tilknyttet. Og børnene kan lære at sy, snedkerere, tegne og flette kurve. Det børnene producerer, kan de vælge at beholde eller sælge på markedet.
En af de meget populære aktiviteter er teater og rollespil, hvor børnene kan bruge deres fantasi og kreativitet. Stedet har også et lille bibliotek og et computerrum, hvor børnene kan låne bøger og søge information. Bag bygningen blomstrer en frodig køkkenhave, som er med til at lære børnene om sund ernæring.
Her lærer børn at lege
Men allermest bliver der dog leget med børnene. At lege er svært for nogle af børnene. Når de kommer på Criança Feliz første gang, kigger de frygtsomt rundt på de andre børn, og ved ikke, hvad de skal stille op.
”Mange er generte, men når de er her, er vi en stor familie og de bliver mere åbne og får lyst til at lege med. Så begynder de at udvikle sig,” fortæller Cecilia.
Gennem aktiviteterne lærer børnene også at passe på sig selv. Det lægger grunden til, at de i fremtiden kan være med til at bryde fattigdommens onde cirkel for deres egne familier og hjælpe med at udvikle lokalsamfundet.
En del af pengene fra Danmarks Indsamling 2008 gik til Criança Feliz.
Læs mere om Det går dine penge til Læs mere om Mozambique Læs mere fra samme forfatter